Er der virkelig mening med galskaben? At vokse sig ud af krise, stor sorg og meget smerte (fysisk og psykisk) giver dig en anden positiv tyngde. Du er landet med benene på jorden, så din jordforbindelse forsvinder ikke bare sådan.
Du mærker hurtigere mennesker, du møder på din vej, og du orker ikke unødigt drama og alt for meget bull shit. Der er simpelthen ikke plads til det i dig mere.
Hvis du har stået face to face med din frygt og dine dæmoner, og mere skræmmende kan det ikke blive. Du har lugtet røgen, og hevet dig op fra den klippe, du blev skubbet ud over.
“Im Sorry”, siger du. Jeg siger fra på det her. Jeg mærker nej, og så bliver det nej. Andre prøver, men de får ikke lov til at overskride dine grænser.
På den anden side har mørket lært dig at elske og dyrke lyset som aldrig før. Nej, hvor du danser og synger og tager solopgangen ind i din sjæl.
Musikken er smukkere og din empati størrer.
Du får lyst til at elske og gå med bare tæer i sandet, fordi du ved, at intet er givet.
Du mærker kærlighed til din tribe, dem der løfter, bakker op, griner og græder med dig, fordi du har prøvet svigt og uærlighed.
Livet åbner sig på sådan en ren og sårbar måde, og du lader dig tage med.
Lige præcis det, er meningen med galskaben, med svigtet, med tabet, med sorgen, med smerten, krisen.
Det er så vigtigt at finde mening med det, vi gør og oplever, her i livet. Det er så godt at have med sig, at det smertefulde ikke er omsonst og til ingen verdens nytte.
Har du fundet mening i dine sværeste udfordringer?
Ellers hjælper jeg dig altid gerne på vej.
Kærligst Maria
